Venner i chok over drab på rocker-afhopper

22-årige Edin Fakic blev offer i en blodig konflikt mellem Bandidos og udbrydergruppen Westside Nation. Natten til mandag skød ukendte gerningsmænd ind gennem et altanvindue til Edin Fakics lejlighed på Morsøvej i Næstved. Mindst et skud var dræbene.

I CVR-registeret er Edin Fakic registreret som ejer af murerfirmaet EF-Enterprise, men ifølge politiet havde han også kontakt til et mere skummelt miljø i Næstved. Edin Fakic havde relation til banden Westside Nation, der består af 15-20 udbrydere af Bandidos. Gruppen er i såkaldt bad standing og en konflikt mellem de to grupper har længe ulmet.

Omkring 70 venner og bekendte mindedes i går den dræbte ved en ceremoni på Morsøvej, hvor Edin Fakic boede. Dagen derpå mindes flere af vennerne Edin Fakic på Facebook.

- Hvil i fred Edin. Ingen fortjener at dø i så ung en alder, skriver en ven på Facebook.

- Edin! Vi savner dig. Har vågnet flere gange af chok nu. Vågnede i en sø af sved, jeg kan stadig ikke tro det! Så dejlig en person er blevet taget fra os!, skrev en anden i nat.

Konflikten mellem Bandidos og Westside Nation bunder i en intern konflikt, hvor flere medlemmer af Bandidos var utilfredse med den nationale ledelse. I et brev til Bandidos i Europa beskyldte afhopperne blandt andet ledelsen for at være for være for blødsøden over for rivaliserende bander.

Læs hele brevet her.

Læs også: