Venner af 22-årige Anders Mark Hansen forstår ikke historierne om, at han skulle 'flirte' med rockermiljøet. Nok elskede han maskiner, men rocker-spire var han ikke, fastslår de.

- Det er ingen af os, der kender ham godt, der forstår historierne om, at han skulle være rocker.

Sådan siger J, en ungdomskammerat af 22-årige Anders Mark Hansen, som blev fundet dræbt i Fællesskoven på Stevns af en kondiløber lørdag eftermiddag - formentlig tæsket og kvalt forrige fredag aften.





- Anders var en god dreng. Han lavede ikke ballade, siger vennen, der er vokset op sammen med den dræbte, som siden uddannede sig til mekaniker.

Flere andre venner, som B.T. har talt med - herunder Anders' tidligere kæreste gennem seks år, som han dannede par med indtil september 2011 - forstår ikke rocker-rygterne.

- Det er for langt ude, siger en anden ven.
   
- Han har ikke noget med rockere eller narko at gøre. Det vil jeg gerne lægge hovedet på blokken for, siger Mikkel Højer, der har været bedste ven med Anders siden barnsben.





Flere gætter på, at rygterne må komme fra, at Anders Mark Hansen havde sin gang i en motorcykelklub - samme klub, som hans stedfar, der ifølge en kilde kører Honda Goldwing, i øvrigt også skal komme i. Og måske også, at han og eks-kæresten sammen anskaffede en muskelhund, som de senere døbte Rico Hansen.

Ungdomskammeraten afviser dog, at klubben eller hunden kan sidestilles med, at Anders 'flirter' med rockere.

- Klubben har intet med rockere at gøre. Det er sådan en hyggeklub, siger ungdomskammeraten J.

Det samme fastslår Jess Rasmussen, der er formand for motorcykelklubben. Han bekræfter, at Anders har besøgt klubben, men at han ikke var medlem.

- Vi vil være meget kede af, at du skriver, at vi er en rockerklub. Det er vi bestemt ikke. Vores medlemmer er fra 25 til 65 år, og vi kører alt fra Harley Davidson til Jawa, siger Jess Rasmussen.




Heller ikke politiet kender ifølge B.T.'s oplysninger den 22-årige fra det kriminelle miljø. Nuvel, han har været indblandet i et par bødesager - 'noget knallertværk' - men Anders Mark Hansen betegnes som 'ukendt'.

Knallertfortiden vidner flere mindeord på nettet om.

- Hans elskede Sonic i de unge dage, skriver en om en video på nettet, der viser, hvordan Anders Mark Hansen sætter sig op på sin Aprilia Sonic en vindblæst dag og drejer scooterens gashåndtag i bund.

- Så er vi klar herude. Så er det Sonic-vejr. Det kan jeg love dig for, siger Anders på klippet, der ligger på hjemmesiden ScooterGalleri.

Speedometeret, der går til 110 km/t, drøner hurtigt hele vejen fra venstre mod højre og kan ikke vise den hastighed, som scooteren kører.

Kammeraten, der har lagt den på nettet, gætter på hjemmesiden på, at den nok kører 135 km/t.

- Han havde lige fået scooteren tilbage fra Tyskland, hvor den var blevet tunet, fortæller ungdomsvennen.

Flere kommenterer klippet på nettet:

- Anders og den lille sag var jo ikke til at skille ad om sommeren :/ skriver en.

- Den dag vil jeg altid huske, skriver en anden.