Sent torsdag aften blev en mand, hans kone og to vennepar overfaldet uden for musikhuset Portalen i Greve.

Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 22.34 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket seks gange med en kniv - fire gange i ballen, en gang i ryggen og en gang i låret.

»Han var sammen med sin kone og to vennepar til koncert i Portalen, der ligger ved Hundige Storcenter. På vej væk derfra blev de chikaneret af en knallert og en sort bil, der forsøgte at påkøre dem,« fortæller vagtchefen.

Da de tre par nåede til Hundigegårdsvej, blev de pludselig overfaldet af 10-15 unge mænd.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

- Det drejer sig om 10-15 unge indvandrere fra Askerød. Den ene mand blev stukket seks gange med kniv, mens de to andre mænd fik tæsk. Der skete ikke noget med kvinderne, siger vagtchefen.

Overfaldet skete angiveligt, fordi de tre par havde påtalt, at de unge mænd kørte rundt på knallerter til gene for andre i området.

- De kørte rundt i området på fire-fem knallerter til fare og ulempe for andre. Det er det, man har påtalt, og det kan så være det, der har udløst overfaldet, siger vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden, der blev stukket med kniv, blev overført til Rigshospitalet, men han er udskrevet igen, siger vagtchefen natten til fredag.

BNB