Da Dayan Adids kone kørte galt, hjalp en venlig mand med at køre bilen til en nærliggende rasteplads. Men inden de skiltes, glemte den hjælpsomme mand bare  lige at sige, hvor han gjorde af bilnøglerne.

Dayan Adid har bedt BT om hjælp til at finde manden, der hjalp hans kone, da hun kørte galt. Dels vil han gerne takke ham, og dels vil han gerne vide, hvor nøglerne til konens Toyota Starlett er henne.

I onsdags klokken 06:40 kørte Dayan Adids kone galt på Holbækmotorvejen nær afkørslen til Vipperød ved Roskilde. Hun fik hjernerystelse og havde smerter i nakken og ryggen. Heldigvis kom den ukendte rednignsmand til undsætning.

- Han var en meget venlig mand. Han talte med min kone, mens hun sad i bilen og havde stærke smerter, og han ventede sammen med hende til ambulancen kom.

Efter ulykken blev Dayan Adid ringet op af konen og kom selv til ulykkestedet. Da konen var kørt afsted med ambulancen, hjalp den venlige mand Dayan Adid med at køre den forulykkede Toyota Starlett til en nærliggende rasteplads.

Hvis du er den venlige mand eller hvis du tror du kender den venlige mand, så send en send en sms til 1929 eller en mail til jvl@bt.dk

- Jeg var meget oprevet, så jeg nåede ikke at få hans navn eller nogen oplysninger om ham. Da jeg ankom til rastepladsen, var han allerede kørt igen. Jeg tror nok, han havde travlt og skulle nå på arbejde, siger Dayan Adid.

Bilen stod åben, men nøglen sad ikke i tændingen.

- Jeg har kigget alle steder i bilen og jeg har ikke kunnet finde nøglen. Jeg ved ikke, om han har gemt den et sted eller om han er kommet til at putte den i lommen. Uanset hvad, vil jeg meget gerne i kontakt med ham, så jeg kan få fat i nøglen. Jeg har ikke nogen ekstranøgle, siger Dayan Adid.

Han har givet BT følgende signalament af den venlige mand:

- Mellem 25 og 35 år gammel.

- 170-175 centimeter høj

- Etnisk dansker.

- Lidt skaldet.

- Iført sort jakke med firma-logo. Muligvis stod der ordet 'Region' på jakken, men det er ikke helt sikkert.

Opdatering: Nogle timer efter denne artikel blev offentliggjort blev BT kontaktet af Dayan Adid, der sagde, at han nu havde fundet nøglerne. De lå under solskærmen. Han vil dog stadig gerne i kontakt med manden og give ham en stor tak.

Hvis du er den venlige mand eller ved, hvem han er, så send en sms eller en mail til 1929.