.

Søndag blev der lagt blomster og mindeord ved gerningsstedet, hvor den 21-årige Ozcan Özcan lørdag aften blev skuddræbt.

Ved gerningsstedet i krydset mellem Rybjerg Allé og Maj Allé i Mørkhøj uden for København mødtes flere af den dræbtes venner søndag.

- Det er sygt. Et skud, og så dør han. Tænk på, hvor mange skud der tit affyres, uden at nogen dør, lyder det fra vennen, som ikke ønsker sit navn i avisen.

Den 21-årige Özcan blev ramt af ét dræbende skud lørdag aften, efter han ved 19-tiden havde været inde på en nærliggende pizza-bar og spise med sine venner. Han blev efterfølgende kørt på hospitalet af sine kammerater, men blev erklæret død ved ankomsten til Herlev Hospital.

Den dræbte blev lørdag sat i forbindelse til indvandrerbanden VHK - Værebros Hårde Kerne - der holder til i Værebroparken nord for København. Men politiet har ikke truffet Ozcan Özcan, efter VHK blev optaget af den hollandske rockergruppe Satudarah.

Vennen på gerningsstedet nikker til, at båndet til bandemiljøet i dag er kappet.

- Han var videre i sit liv. Han stod og skulle giftes i næste uge. Det er ikke til at forstå, siger vennen.

Et patronhylster er fundet på gerningsstedet, men ellers står efterforskningsholdet på bar bund. En lille, mørk personbil er set køre fra stedet lørdag aften, og politiet hører gerne fra vidner, der har set den. Vestegnens Politi kan kontaktes på 114.