Vennerne forsøgte at redde livet på 22-årige Stefan Christensen, efter at han var blevet stukket fire gange under et masseslagsmål i Avedøre Stationsby. Med deres hårdt sårede og stærkt blødende kammerat på bagsædet, ræsede vennerne til Hvidovre Hospital, hvor vennen døde af sine sår.
 
Tydeligt rystet fortæller en ven til den dræbte om slagsmålet, der tirsdag aften fik en dødelig udgang. Her stødte to grupper unge sammen på en parkeringsplads på Trædrejerporten i Hvidovre kort før midnat.
 
- Det gik stærkt. Lige pludselig var 10-12 mennesker oppe at slås. Det var ligesom at være med i en film, fortæller vennen, der ikke ønsker at oplyse sit navn.
 
Han beskriver den 22-årige Stefan Christensen som en glad ung mand med et godt liv.
 
- Han var uddannet pladesmed og havde en sød kæreste. Det var lige begyndt at køre for ham. Han havde livet foran sig, siger vennen.
 
Ligesom Stefan Christensen var han en del af en stor vennegruppe, der somme tider holder til i Avedøre Stationsby, hvor drabet fandt sted. Kort før midnat tirsdag røg gruppen i slagsmål med de personer, der stak den 22-årige ihjel.
 
Under slagsmålet, der varede i fem minutter, begyndte en person fra den anden gruppe at lede efter noget i sin bil, og det skræmte den dræbte og hans venner:

- Han rodede rundt i sin bil, mens han råbte: Jeg dræber jer, så vi troede, han havde en pistol, fortæller vennen.

Han skyndte sig hen til sin bil for at køre fra stedet, men her opdager han, at Stefan Christensens bil stadig er slukket.

- Jeg kan se, at de står og losser til en der ligger på jorden, siger vennen, som derefter løb retur sammen med andre for at få Stefan Christensen fri, men han er allerede livløs, da de løfter ham ind i bilen.
 
Gav hjertemassage
 
- Jeg mærker om der er puls og giver ham hjertemassage i bilen. Vi tænker, at det går hurtigere at køre selv i stedet for at vente på en ambulance. Han døde i mine arme, mand. Da han bliver løftet op på båren kan jeg se, at han har fire aflange knivstik i kroppen, siger vennen, som stadig er i chok.
 
- Det er ikke helt gået op for mig, at han er død. Jeg har kun sovet i tre timer og min jakke ligger derhjemme og er stadig smurt ind i hans blod, fortæller vennen, der i går var mødt op ved gerningsstedet.
 
Venner og familie til den dræbte mødte i går op på parkeringspladsen for at lægge blomster og støtte hinanden i sorgen.
 
Vennerne ankom i små sorte biler. En del var unge, karseklippede mænd iført joggingtøj og solbriller med synlige tatoveringer. Ansigterne var knyttede og få talte med hinanden i de adskillige timer, de opholdte sig på parkeringspladsen. Politiet afviste onsdag, at de to grupper har relationer til grupperinger i den verserende bandekonflikt.
 
Dræbte den forkerte
 
Hvad der var årsagen til slagsmålet er endnu ikke klart. Men politiet kunne allerede dagen derpå anholde tre brødre, som alle blev sigtet for drabet.
 
Ifølge venner til de tre mulige drabsmænd, har der tidligere været kontroverser med gruppen, fordi de larmer i området og laver hærværk. En af de sigtedes biler blev tirsdag udsat for hærværk af personer, som de mener tilhører gruppen af unge med den dræbte iblandt.
 
En sort Peugeot stod i går eftermiddag stadig med alle ruder knuste på en parkeringsplads ved Bymuren 29. I bagagerummet lå en kasse med forskelligt værktøj. Men ifølge vennen til den dræbte, havde Stefan Christensen intet med hærværket at gøre.
 
- De har fået fat i den forkerte mand. Stefan havde ikke en skid med det hærværk at gøre, siger han uden at nævne, hvem der så smadrede bilen.
 
En anden ven fortæller, at han for et stykke tid tilbage havde et kontrovers med en ældre person, der er i familie med drabsmændene.

- Jeg gav en af de ældre en røvfuld, fordi han forsøgte at køre mig ned. Det var derfor slagsmålet startede. De begyndte med at give mig en på hovedet, og så pludselig bliver det hele kaos, fortæller vennen, der heller ikke vil have sit navn i avisen.