46-årig desuden forbundet med tyveri af spritnye luksusbiler.

En 46-årig mand, der ifølge bt.dk's oplysninger skal have tæt forbindelse til rockergruppen Hells Angles, er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have medvirket til drabsforsøg.

Den 46-årige skal ifølge politiets sigtelse have leveret flugtbilen - en grå Ford Mondeo - der blev brugt, da tre personer tidligt om formiddagen den 11. november 2011 kørte op på siden af en 24-årig mand på det åbne vejstykke Ruten, der ligger midt i boligbyggeriet Tingbjerg.

LÆS

En person lænede sig ud af Mondeoen og affyrede fire eller fem skud mod den 24-åriges Mercedes. Føreren blev ramt i skulderen, men alligevel klarede han at flygte fra gerningsmændene, hvorefter han selv alarmerede politiet.

- Vi har sigtet den 46-årige for tyveriet af bilen, men om han selv har været en af de tre personer, der sad i den, det har vi ikke kunnet påvise, siger Knud Hvass fra Københavns Politis bandeenhed.

Til gengæld bekræfter han, at den 46-årige er tæt forbundet med Hells Angles.

- Han er en ven af huset. Han plejer omgang med dem, taler med dem og kommer til deres fester - men han er ikke medlem, siger Knud Hvass.

Stjal spritnye biler
I alt er den 46-årige sigtet for at have stjålet 7 eller 8 dyre biler. Hvilket han i nogle tilfælde har erkendt, mens han nægter andre af tyverierne.

- Nogle af bilerne har han tilsyneladende taget på en prøvetur fra forhandleren, og så har han ikke leveret dem tilbage igen, siger politikommissær Knud Hvass.

Angiveligt skal den 46-årige i flere tilfælde have vist forhandlerne et falsk kørekort som legitimation, inden han stak af med bilerne.

LÆS

Skyderiet i november 2011 skete iøvrigt samme morgen, hvor en anden sag om netop et skuddrab fra Tingbjerg blev behandlet ved Retten i Glostrup.

Her var en 25-årig mand fra Hells Angels anklaget for at have skudt den 19-årige Osman Nuri Dogan i august 2008.

Drabet var ifølge politiet den gnist, der antændte bålet af skudepisoder i hovedstadsområdet, der snart blev betegnet som en bandekrig.