En nedrevet skilteportal med strøm i faldt onsdag morgen ned over motorvejen midt i den travle morgentrafik.

Helsingør: Vejdirektoratet forventer, at Helsingørmotorvejen genåbnes engang i løbet af formiddagen. Motorvejen blev onsdag morgen spærret i begge retninger, efter at en fem ton tung skilteportal, der hang over motorvejen, blev revet ned af en kran.

- Nu ligger skiltet på tværs og spærrer vejen, oplyser vagtchef Palle Jørgensen hos Nordsjællands Politi til Ritzau.

Uheldet skete mellem Kongevejen og Espergærde frakørsel 3, da en kran kom kørende og rev skiltet ned.

- Der er strøm i skiltet, og derfor skal vi have folk ud at svejse det i stykker, før vi kan få det fjernet, siger vagtchefen.

Onsdag kort før klokken 9 var det arbejde i fuld gang.

Uheldet skete lige midt i den travle morgentrafik.

- Man kan godt forvente, at det kommer til at skabe kø, lød meldingen fra politiet klokken 7.45.

/ritzau/