I forbindelse med at en brand natten til fredag brød ud i Restaurant Vejlegården i Vejle, gik en såkaldt sabotagealarm i bygningen.

Vejlegården har været centrum for en faglig blokade, hvor 3F har blokeret, da Vejlegården har overenskomst med en såkaldt gul fagforening, nemlig Krifa. Sagen har været meget omtalt i medierne og alene derfor er politiet særligt opmærksom på restauranten.

Sydøstjyllands Politi oplyser til BT, at Dansikring, som står for alarmerne i Vejlegården, oplyser, at der var gået en særlig 'sabotagealarm' i restauranten inden branden blev opdaget.

En sabotagealarm udløses, hvis et alarm system af uvisse årsager mister forbindelsen til centralen.

- Der bliver sendt en besked om sabotagealarm, hvis vi mister kontakten til alarmen på stedet. Sabotagealarmen kan skyldes alt muligt. Det kan være en brand, der ødelægger systemet eller en vandskade. Vi ser også sabotagealarmer, hvis indbrydstyve saboterer paneler eller klipper ledninger, siger Nicolai Juhl, afdelingschef i Securitas for det område, hvor Vejlegården ligger i.

Han har ikke nærmere detaljer endnu om nattens brand.

- Securitas oplyser, at der er gået en sabotagealarm. Vi er dog ikke langt nok i de tekniske undersøgelser til helt at kunne udtale os om, hvad det betyder, siger vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Når sabotagealarmen går, så går selve tyverialarmen straks i gang. Det skete ligeledes i nat i Restaurant Vejlegården, hvorefter politiet hurtigt var på stedet.

En person blev indlagt med røgforgiftning. Politiet tilbageholder personens identitet. Det vides derfor endnu ikke om der er tale om restaurantens ejer, Amin Skov.