Himlen havde åbnet sig over Herlev, da Louise Borglit fredag aften luftede sin søsters golden retriever i Elverparken. Derfor havde hun lånt sin svogers olivengrønne regntøj og blå gummistøvler, inden hun traskede ud i regnen.

Det blev det sidste, hun gjorde. For kort før klokken 19.14 blev hun fundet af en tilfældigt forbipasserende. Dræbt af adskillige knivstik.

Louise Borglit var, hvad politiet kalder ’synligt gravid’ i 7. måned. Men iført det store regntøj var det ikke til at se. Faktisk kunne man dårligt se, hvorvidt det var en kvinde eller en mand, der luftede den gyldne hund i Elverparken, oplyste politiet til BT morgenen efter drabet.

Så måske vidste gerningsmanden ikke, at Louise var gravid. Måske vidste vedkommende slet ikke, at det var Louise. Måske var det meningen, at en anden skulle dø den aften.

Politiet er endnu på bar bund i sagen, så denne teori kan være lige så god som enhver anden, oplyser Københavns Vestegns Politi.

»Den teori kan jeg af gode grunde ikke afvise. Hun var iført regntøj med hætten slået op, og så bliver man jo relativt ugenkendelig,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Gravide Louise Borglit boede i Herlev hos sin søster og dennes kæreste, og det var sidstnævntes regntøj, hun havde lånt på sin gåtur. Derfor er det muligt, at gerningsmanden ville have dræbt svogeren, men tog fejl.

Denne skræmmende teori er også en, politiet er opmærksom på.

»Der er mange teorier derude blandt både borgere og journalister, og vi kan ikke som sådan afvise nogen af dem,« siger vicepolitiinspektør Peter Malmose og tilføjer:

»Men ingen af dem er stærkere end, at der ikke lige så godt kunne være tale om et tilfældigt offer.«

Intet indikerer, at den dræbte kvinde skulle have kendt sin gerningsmand. Men der er heller ikke noget, der indikerer det modsatte, og sporet er nærmest lige så koldt, som da sagen fik sin begyndelse fredag aften.

Louise Borglits nærmeste omgangskreds er afhørt. Deriblandt faderen til hendes ufødte barn. Men det nærmeste man endnu kommer på en mistænkt, er en mand, som blev set i parken samme aften.

En kvinde havde hørt to høje skrig, hvorefter hun så manden løbe ud af parken, stoppe op og løfte armene i en opgivende gestus for derefter at løbe tilbage i parken.

»Vi vil gerne finde ud af, hvem han er. Det undrer os da, at vi ikke har hørt fra ham, så vi vil da ikke udelukke, at det er en gerningsmand. Det kan også være, han af uforklarlige grunde ikke har hørt om sagen, og slet ikke ved, han er mistænkt. Det kan jo sagtens være, han slet ikke har gjort noget,« siger Peter Malmose.

Der er endnu ingen anholdte i sagen, og politiet har heller ingen andre åbenlyse mistænkte i den grufulde sag.

32-årige Louise Borglit virkede ikke på ydersiden som en kvinde, der havde fjender. På sine sociale medier, hvor hun ivrigt postede billeder af sin gravide mave, og skrev hvor højt hun elskede sin ’Lille P’, som hun glædede sig umådeligt til at møde, strømmede det ind med kærlige kommentarer fra den øjensynligt store vennekreds.

På arbejdet var hun også ekstremt vellidt. Ved en stor ceremoni i januar modtog hun både kram, klapsalver og en pokal for at have været ’Årets bedste kollega’ i Magasin, hvor hun arbejdede i parfume- og kosmetikafdelingen.

Den unge kvindes lig blev obduceret mandag. Politiet kan endnu ikke offentliggøre resultatet af denne.

Har du information i sagen, sidder Københavns Vestegns Politi klar ved telefonerne på 43 86 14 48.

Her har man kun ros til overs for de borgere, der indtil nu har ringet inde ved viden.

»Alt er brugbart på den ene eller anden måde,« siger videpolitiinspektør Peter Malmose, der opfordrer folk til fortsat at ringe ind med alt, hvad der kan have bare den mindste relevans i sagen.

Ved Elverparken. Politi og blomster ved området hvor Louise blev dræbt og fundet Politi og medarbejdere fra Herlev Kommune leder efter gerningsvåbenet.
Ved Elverparken. Politi og blomster ved området hvor Louise blev dræbt og fundet Politi og medarbejdere fra Herlev Kommune leder efter gerningsvåbenet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Medarbejdere fra Herlev Kommune leder mandag d. 7. november 2016 efter bl.a. gerningsvåben ved Elverparken i Herlev, hvor en 32-årige gravid kvinde blev dræbt fredag aften. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016)
Medarbejdere fra Herlev Kommune leder mandag d. 7. november 2016 efter bl.a. gerningsvåben ved Elverparken i Herlev, hvor en 32-årige gravid kvinde blev dræbt fredag aften. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Foto: Martin Sylvest
Vis mere