For 10. gang blev en 35-årig mand fra Helsingør i det nordsjællandske taget uden kørekort af politiet, da han blev stoppet tirsdag. Dermed kan han nu 'fejre' et noget trist jubilæum med en bøde af de helt store.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Den 35-årige mand blev standset på Kongevejen ved Rørtang omkring klokken 18.00 tirsdag. Han var ude og prøvekøre en BMW, som manden påtænkte at købe. Derfor sad bilens ejer - en kvinde - ved siden af på passagersædet.

Da det efterhånden langt fra er første gang, den 35-årige mand er blevet stoppet af politiet, blev han hurtigt genkendt af betjentene i patruljen.

Manden ejer ikke et kørekort, og derfor er han særdeles godt kendt af politiet. Ikke mindst fordi tirsdagens møde med ordensmagten var imponerende 10. gang, han blev stoppet uden kørekort, mens han sad bag et rat.

Ifølge Helsingør Dagblad blev jubilæet 'fejret' med en seriøs bøde.

Men det var ikke eneste 'gave' fra politiet.

De besluttede sig nemlig efterfølgende for at besøge den kvindelige BMW-ejers adresse, hvor den 35-årige mands Volkswagen Passat var at finde. Den blev derpå beslaglagt.

Kvinden, der ville sælge sin bil til manden, bliver sigtet for at have overladt førerretten af sin bil til en person uden kørekort, skriver mediet.