En fuld og muligvis også narkopåvirket ung mand ændrede med ét livet for en hel familie, da han onsdag aften satte sig ind i sin bil i Odense.

Det valg fik fatale konsekvenser.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Han kørte nemlig alt for stærkt og over for rødt i et kryds og torpederede en kvindelig bilist, som kom kørende i en lille Peugeot med sin datter og niece.

VED DU NOGET - TIP BT PÅ 1929@BT.DK

Ulykken var så voldsom, at den 13-årige niece senere blev erklæret hjernedød af lægerne. Også den kvindelige bilist og hendes datter kom alvorligt til skade.

- To unge mænd på 24 og 17 år kommer kørende i en Ford Mondeo med en hastighed på den forkerte side af 100 kilometer i timen. Da de når frem til krydset ved Hunderupvej og Hunderupgade, kører de over for rødt lys. I samme øjeblik kører en Peugeot 206 med en mor og hendes 14-årige datter og en 13-årig niece ud i krydset og bliver ramt af bilen, der bliver kørt af den 24-årige mand, fortæller vagtchef Jesper Fält.

Sammenstødet var så voldsomt, at den 13-årige pige fik så alvorlige skader, at hun blev erklæret hjernedød af lægerne på Odense Universitetshospital.

Den 14-årige pige har indre skader i maveregionen, mens moderen har brud på rygsøjlen. Begge er dog uden for livsfare.

Den 17-årige passager i Ford Mondeo'en fik brud på rygsøjlen ved sammenstødet, men er ligeledes uden for livsfare.

Den 24-årige, der som den eneste slap uskadt fra ulykken, var ifølge vagtchefen spirituspåvirket og muligvis også narkopåvirket. Ifølge vagtchefen er han godt kendt af politiet, men han vil ikke oplyse, hvilken type kriminalitet, han har været indblandet i.

Han vil torsdag blive fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Sigtelsen kommer til at lyde på grov uforsvarlig kørsel, hastighedsovertrædelse, spirituskørsel og uagtsom legemsbeskadigelse.

BNB