____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Udsultede, misrøgtede og døde heste var et hverdagssyn på den kendte danske hesteavler John Byrialsens stutteri i Polen. Det fortæller den polske hestepasser Milene Wlodarczyk over telefonen til BT.

Den 25-årige hestepasser arbejdede hos Byrialsen gennem flere måneder i år og sidste, men hun fandt forholdene så forfærdelige, at hun optog en video af, hvad hun så. Videoen lagde hun i torsdags ud på internettet, hvilket fik den polske dyrevælfærds-organisation 'Pogotowie dla zwierzat' til at tage på kontrolbesøg hos Byrialsen. Fredag fik han fjernet 48 heste.

Milena Wlodarczyk fortæller, at hun ikke kunne holde ud at se på Byrialsens heste.

- Deres stand var meget dårlig. Meget dårlig. De døde af sult og manglende pleje, siger den unge kvinde, der har haft med heste at gøre siden barnsben. I de måneder hun var hos Byrialsen, så hun omkring 20 heste, der døde. I alt har Byrialsen mellem 240 og 270 heste på det polske stutteri, som han forpagter.

Ifølge Milene Wlodarczyk kommer nogle af hestene fra Danmark. Og angiveligt bliver de solgt for store summer til Kina. Men hestekøberne kommer ikke på Byrialsens stutteri ved den lille by Posadowo i det nordvestlige Polen.

- Nej, John ville ikke have køberne ned til stutteriet. I stedet kom han selv og udvalgte de heste, der skulle til Kina. Så sagde han, at de skulle fedes op, og derefter blev de sendt til Kina, fortæller hestepasseren. Hun forsøgte flere gange forgæves at råbe op om, at hestene skulle have mere mad.

- Jeg havde ingen indflydelse på det. De tilkaldte heller ikke dyrlæge, når de var syge, fortæller Milena Wlodarczyk, der også husker en enkelt episode med John Byrialsen.

- En af gangene gik han bag ved mig, da jeg fodrede, og så tog han høet op, hvis han mente, at hestene havde fået for meget, fortæller hun.

Er du på mobilen: Se Milena Wlodarzcyks videoptagelser fra stutteriet i Polen her.

De grumme forhold fik Milena Wlodarzcyk til at optage videoen af forholdene på stutteriet:

- Jeg indspillede filmen for at vise verden det, der skete. Jeg ville gerne redde hestene, fortæller staldpasseren, der ifølge eget udsagn efterfølgende flere gange er blevet kontaktet af både Byrialsen og en anden mand, der begge har bedt hende om at fjerne videoen.

- Jeg fik forståelsen af, at hvis jeg fjerne videoen, ville jeg få penge. Men det gjorde jeg ikke. Hestene er det vigtigste for mig.