Det var på et hængende hår, at venstre-politiker og direktør i Dansk Iværksætterforening, Jakob Engel-Schmidt, slap uden skrammer, efter han havde spurgt tre ikke-etniske danskere, om de ikke skulle betale for de varer, de var i gang med at stjæle

Hændelsen skete i Døgnnetto i Birkerød torsdag aften ved 22-tiden. Her skulle Jakob Engel-Schmidt bare ind for at købe et par liter mælk, da han opdagede tre mænd af arabisk udseende tage ting ned fra hylderne og putte ind i deres jakker.

- Da jeg kommer op til kassen, overhaler mændene mig og går ud af forretningen. Jeg tænker, at det er synd for kassedammen, da jeg har en formodning om, at hun også har set det. Så jeg spørger, om det ikke var en idé at betale for varerne i stedet for bare at stjæle dem. Det skulle jeg ikke have gjort, forklarer Jakob Engel-Schmidt til bt.dk

Herefter overfaldt de tre mænd den tidligere VU-formand verbalt og fortalte, at han ikke skulle beskylde dem for noget, og at de vil hævne sig og tæske ham. Det var ikke noget, Jakob Engel-Schmidt tænkte yderligere over, lige indtil han går ud af forretningen.

- Her står de så og er klar til at slås. Det er jeg ikke interesseret i og vender tilbage til Netto. Jeg tænker, de snart må forsvinde, men det gør de ikke. Så jeg tager chancen og begynder at gå min vej derfra. Og så begynder de at antaste mig. Jeg har ikke lyst til at bokse med tre temmelig tossede og store gutter. Jeg smider mine varer på jorden, slipper væk fra dem og løber tilbage til Netto, hvor de får låst dørene, siger Jakob Engel-Schmidt.

Her fik han tilkaldt politiet og anmeldt de tre mænd for bl.a. trusler og tyveri. Men dagen derpå er Jakob Engel-Schmidt ikke kommet sig helt.

- Jeg er en smule chokeret over episoden. Det er rystende, at man bliver truet på livet, når man påpeger noget ganske ulovligt. Danmark er et retssamfund, og jeg synes ikke, at man skal acceptere, at folk går og rapser i butikkerne, når man ser det. Der er fair nok at sige noget til dem, synes jeg. Jeg havde regnet med, at det havde udløst en flov episode, hvor de betalte for deres varer, men jeg blev stærkt overrasket, siger Jakob Engel-Schmidt, der efterfølgende har delt episoden på Facebook.

- Grunden til, at jeg har delt min oplevelse, er, at det er et vigtigt eksempel på, at der er noget galt med vores retssamfund i forhold til respekten for politiet, regler og normer, når folk reagerer på den måde. Jeg var chokeret over den måde, de mennesker reagerede på, og jeg synes, det er vigtigt at få frem, siger han.

I sidste uge var Liberal Alliances Ole Birk Olesen ude og rette en stærk kritik mod det danske folks mentalitet efter en historie, hvor en amerikansk udvekslingsstuderende blev tævet af fire mænd af anden etnisk herkomst i en bybus på vej til Nørreport, uden at nogen af de medrejsende passagerer brød ind eller gjorde noget. Og den kritik er Jakob Engel-Schmidt sådan set enig i.

- Jeg synes, det er kritisk, for vi er nødt til at passe på hinanden. I mit tilfælde i Døgnnetto handlede det for mig om, at jeg syntes, det var så uendeligt forkert, at alle vi andre stillede os i kø for at betale vores varer, og at der så er nogle stykker, der blæser højt og flot på det. Det er dybt forkasteligt og foragteligt, for vi lever i et samfund, vi alle skal bidrage til for at at få det til at løbe rundt, siger han.

Nu håber Jakob Engel-Schmidt på, at politiet fanger de tre mænd, så de kan få en passende straf.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK