Man skal passe på med, hvor man beslutter at reparere sin bil. Det har en mand fra Nordjylland fundet ud af, efter at han fredag aften kom til at sætte ild til et hus.

Den 47-årrige mand var i gang med at reparere sin bil med et svejseapparat på Hjørringvej i Nørresundby, da gnister fra apparatet antændte et nærliggende hus.

Naboen til huset opdagede branden og ringede til brandvæsenet.

- Huset var antændt, da brandvæsen og politi kom frem, siger Karsten Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den 47-årige mand boede ikke selv i huset, og politiet ved ikke, om huset var beboet. Ingen skal dog gøre sig forhåbninger om at bo i huset det næste stykke tid, for huset har fået omfattende skader af branden.

Politiet vil nu undersøge sagen, og hvis det viser sig, at manden har udvist uforsigtighed i forbindelse med svejsearbejdet, så kan han risikere at få en bøde.

Ingen kom alvorligt til skade ved branden, men den 47-årige måtte dog en tur på hospitalet til observation for røgforgiftning.