En hed romance i cyberspace bliver for mange unge piger til et tragisk møde med voldtægt og bristede illusioner om kærlighed.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En uskyldig flirt på internettet udvikler sig for stadigt yngre piger til tragisk alvor. I cyberspace blomstrer den unge kærlighed, men billedet på computerskærmen lever langt fra altid op til forventningerne, og det første møde med »den eneste ene« bliver en ubehagelig oplevelse for teenage-pigen.

På landets voldtægtscentre er knap halvdelen af voldtægtsofrene teenagere eller endnu yngre, og en stigende del af ofrene henvender sig, når de er blevet voldtaget efter »internet-romancen«.

»Vi ser en ny gruppe af voldtægtsofre efter internet-kontakt. De unge er meget på nettet, og gennem chatten skabes en kontakt, hvor man får fornemmelse af, at man kender hinanden godt. Det kommer der mange gode møder ud af. Men samtidig er der nogle rigtige dårlige møder imellem, hvor den anden person fra start af har haft noget ondt i sinde eller tænkt på forholdet som noget rent seksuelt.

De ældre vil ofte være mere på vagt over for visse faresignaler, men de unge ser forholdet som en drøm, der kan blive til noget godt,« siger overlæge Katrine Sidenius fra Rigshospitalets Center for voldtægtsofre.

Sådan undgår unge piger voldtægt

Mød fyren på neutral grund efter net-dating. Vælg en café i stedet for privatadressen - og vær forberedt på, at forholdet på chatten er bedre end mødet ansigt til ansigt.

Drik ikke mere alkohol end at du stadig kan sætte grænser.

Aftal med et par veninder, at I bliver sammen og holder øje med hinanden.

Hav et telefonnummer til en voksen, der kan hente dig, så du ikke er afhængig af andre for at komme hjem.

Kilder: Overlæge Katrine Sidenius, Rigshospitalets Center for voldtægtsofre.

Psykolog Maiken Knudsen, Center for voldtægtsofre, Århus Amtssygehus.

På Center for Voldtægtsofre i Århus var 48 pct. af voldtægtsofrene i 2002 under 21 år og en stor del ganske unge mellem 12 og 15 år. Også her skyldes en del af problemet dating over internettet.

»Man opbygger gennem chatten en fortrolighed og et tillidsforhold, men det svarer ofte ikke til det billede, man ser, når man så mødes. Pigerne er måske lidt godtroende, mens fyrene har haft helt andre tanker med mødet,« siger Maiken Knudsen, psykolog ved Center for Voldtægtsofre, Århus Amtssygehus.

Men det er ikke kun uheldige museklik, der gør, at piger helt ned på 12 år søger hjælp ved landets voldtægtscentre.

Mange af voldtægterne sker blandt unge, der allerede kender eller lige har mødt hinanden. De fester og drikker sammen, og sent på aftenen kan ellers tydelige grænser mellem pigerne og de jævnaldrende drenge være uklare.

»De unges aktiviteter foregår i det pulserende liv udenfor hjemmet. De mødes i byen, og som udgangspunkt har pigerne tillid til deres kammerater om, at man passer på hinanden. Men tilliden sættes på prøve, når der er alkohol indblandet. Og det bliver sværere at sætte grænser, efter at man har drukket,« siger overlæge Katrine Sidenius.

På voldtægtscentrene får piger hjælp til at komme videre efter voldtægten - og råd om, hvordan de undgår at havne i samme situation. Til gengæld efterlyser Katrine Sidenius, at forældre og skoler taler med drengene om de alvorlige hændelser.

»Vi taler med ofrene, men hvordan kan vi sørge for, at drenge og mænd opdrages til at lade være? Forældre og folkeskolen skal tale med drengene om den sex, de ser på TV, om kærlighed og omsorg i seksuelle forhold. Indbyrdes kan drengene også tale sammen og tage afstand fra voldtægt ved f.eks. at sige, at det er ufedt at have sex med én, der ligger og sover. Og i 20 pct. af voldtægterne er der mere end en gerningsmand.

Så her er det vigtigt, at nogle af drengene stopper op og siger, at det er forkert,« siger Katrine Sidenius.