Et større antal unge mennesker mødtes kl. 15 i Fællesskoven på Stevns, hvor 22-årige Anders Mark Hansen lørdag blev fundet dræbt - formentlig tæsket og kvalt.

Her holdt de unge et minuts stilhed til ære for den unge mekaniker.

Minde-ceremonien blev planlagt af en barndomsven på Facebook, og 30-40 unge var mødt op, fortæller bt.dks journalist på stedet.'



- Der er lavet et lille alter ved et træ tæt ved, hvor han blev fundet, og folk har lagt blomster og lys, fortæller hun.

Da B.T. besøgte gerningsstedet tidligere mandag vidnede indtørrede blodplamager i skovbunden om den grove stumpe vold, som den unge mand ifølge politiet skal være blevet udsat for - formentlig sent fredag eftermiddag.



Plamagerne er nu ikke længere at se.

- De unge har dækket dem med roser. Flere brød fuldstændig sammen, græd og krammede hinanden og står nu og kigger på de tændte lys, fortæller bt.dks journalist.

Politiet står stadig uden motiv i sagen og efterforsker bredt. Blandt andet efterlyser de vidner, der har kendskab til Anders' færden efter fredag kl. 14.30.