To mænd var angiveligt påvirket af stoffer, da en 14-årig dreng fik mast sine ben. Alligevel er de nu løsladt.

Randers. En dommer har tirsdag valgt at løslade tre unge mænd i en sag om en alvorlig påkørsel af en 14-årig dreng i Hadsten.

Mandag eftermiddag kørte de tre mænd ifølge politiet ræs på Ellemosevej.

I forbindelse med en overhaling ved Den jydske Haandværkerskole mistede en af mændene herredømmet over sin bil og bragede ind i en dreng, der stod og ventede på at blive hentet.

Drengen fik knust sine ben mellem bilen og nogle store sten. Men på trods af mændenes hasarderede adfærd kunne de tirsdag forlade grundlovsforhøret i Randers som frie mænd.

Ifølge TV2 Østjylland sagde dommeren, at der ikke var belæg for en varetægtsfængsling. De unge på 18, 20 og 22 år er dog fortsat sigtet.

I grundlovsforhøret kom det ellers frem, at den 22-årige, der påkørte drengen, var frakendt kørekortet. Han er tidligere dømt for spiritus- og narkokørsel, skriver TV2 Østjylland.

I den nye sag blev manden ved sin anholdelse igen testet positiv for hash. En blodprøve skal nu afgøre, om han med sikkerhed var påvirket.

Også en af de andre bilister skal være testet positiv for stoffer i forbindelse med mandagens anholdelse.

Tidligere tirsdag oplyste Østjyllands Politi, at den 14-årige er uden for livsfare, men at hans ben er hårdt kvæstet.

Det kan et vidne til ulykken bekræfte.

- Benene var nærmest pillet helt af ham, og knogler strittede ud af skoene. Det så meget voldsomt ud, siger Marc Huusfelt til TV 2 Østjylland.

Sagens anklager vil kære løsladelsen af de tre mænd til landsretten.

/ritzau/