Unge drenge fra Randers er kommet ud i kriminalitet og økonomiske vanskeligheder, fordi de oddser.

Drenge på 16-17 år i Randers satser mange penge på Oddset-spil, og i et par tilfælde er det gået så galt, at drengene er kommet i økonomisk uføre. Endda i sådan en grad, at de er havnet i kriminalitet for at skaffe penge til at spille for. Det skriver Amtsavisen.dk.

Det oplyser Østjyllands Politi, der helt konkret efterforsker to drenge under 18 år fra Randers, der i hvert fald i det ene tilfælde har investeret for op mod 200.000 kroner i spil og er begyndt at sælge fiktive varer på Den Blå Avis og Facebook for at skrabe penge ind til at betale spillegæld for.

»Der er spillet for rigtig mange penge, men drengene har også vundet noget, så der er ikke gæld for alle pengene. Hvor meget gæld der er, ved vi ikke, men det er ret voldsomt, og det her er et problem, hvor vi kun har set toppen af isbjerget. Der er rigtig mange, der spiller, og vi ser, at det er yngre og yngre, der bliver fanget af det,« siger politiassistent Gert Andersen, SSP-samarbejdet hos forebyggelsesafdelingen, Østjyllands Politi i Randers.

Drengene har angiveligt også lånt penge af kammerater, og på den måde er spillegælden vokset.

Man skal være 18 år for at måtte oddse, mens man kun skal være 16 for at spille Lotto.

Politiet oplyser, at i det ene tilfælde er der med forældrenes accept oprettet en konto til drengen, der så har styret spillet selv. Politiet er gået ind i sagerne, lige som lærere og pædagoger støtter op om familierne, blandt andet med at formidle kontakt til Center for Ludomani.