EUSKIRCHEN: Ulykken skete kl. 8.13, da en dansk dobbeltdækkerbus, chartret af rejsearrangøren Ung Rejs A/S hos Iversen Busser i Ribe, pludselig kørte af kørebanen på en bro og styrtede 10 meter ned.
Bussen knækkede midt over og lignede ifølge øjenvidner »en sammenpresset cola-dåse«.
Bussen kom fra Lloret de Mar i Nordspanien, og der var 63 passagerer i alderen 15 til 25 år om bord, hvortil kom en guide fra Ung Rejs samt to chauffører. De to chauffører havde netop skiftet sæde, da ulykken indtraf. Årsagen var søndag aften endnu ukendt.
Knækket på midten
»Chaufføren nægter at forklare sig overfor os, så vi ved stadig ikke hvad han selv har at sige om baggrunden for det der er sket,« siger kommissær Georg Lesaar fra politiet i Köln.
Pressetalsmanden understreger overfor B.T., at den 58 årige, meget erfarne, chauffør selvsagt i henhold til tysk strafferet er i sin gode ret, når han i hvert fald foreløbig ikke vil forklare sig. Lesaar ved ikke hvorfor manden har valgt at holde mund om ulykken.
Ifølge Georg Lesaar tydede oplysninger fra de første afhøringer, bl.a. af chaufføren på en bagvedliggende dansk bus, ikke på, at bussen kørte for hurtigt, eller at chaufføren skulle være faldet i søvn.
»Bussen er knækket over på midten. De som sad foran, kunne redde sig ud gennem frontruden. Andre lykkedes det at komme ud gennem de ødelagte sidevinduer.
Ventede halv time
»Men de som sad og lå helt bagerst i bussen, var nødt til at vente i en en halv time, inden de kunne reddes ud,« siger kommissær Lesaar. Han oplyser at de to dræbte blev slynget ud gennem bussens forrude, og faldt ned på vejen under motorvejen.
Ifølge flere tyske medier, risikerer buschaufføren en sigtelse for uagtsomt manddrab.
Ulykken skete på motorvejen A1 ved byen Euskirchen 40 km syd for Köln. Adskillige hundrede politi- og redningsfolk deltog i redningsarbejdet, og fire helikoptere fløj de kvæstede til nærliggende hospitaler.
Den bagvedkørende bus fra samme rejseselskab blev ikke involveret i ulykken. De 30, som var med denne bus, slap derfor uden skrammer, men fik efterfølgende krisehjælp på Euskirchens rådhus.
Først på aftenen søndag havde Rigspolitiet i Danmark modtaget de første oplysninger om de kvæstede. Derfor kan pårørende ringe
til Rigspolitiet på 38 74 14 48






















