Passagerne på flere natbusser fik en ordentlig forskrækkelse, da en gruppe store børn for anden nat i træk smadrede rudderne på kørende busser på Vigerslev Allé i København.

Det lykkedes i nat Københavns Politi at anholde tre af de unge for at kaste sten mod natbusser nær Sjælør Station i den vestlige del af København. De er alle tre af anden etnisk oprindelse og i alderen 15 til 16 år. I alt fem rudder er blevet knust af stenene, og det er kun et held, at der ikke skete passagerene noget.

- Det er klart, at passagerne har fået et ordentlig chok, og det kunne sagtens have resulteret i, at busserne var kørt galt. Det er meget farligt, siger vagtchef Jens Kristiansen, Københavns Politi.

Københavns Politi har nu overdraget sagen til de sociale myndigheder.

- Vi er nødt til at stoppe sådan noget, inden uskyldige kommer til skade, siger vagtchefen.

Tidligere på ugen har der også været stenkast på Nørrebro mod blandt andet et herberg for hjemløse.