To 19-årige mænd er lørdag blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for vold og trusler mod vidner i en straffesag.

Overfaldene skete natten til fredag i Hjørring. Ofrene var en 15-årig dreng og en 22-årig mand, der begge blev slået og sparket, skriver Nordjyske.dk.

Den 15-årige fik skader i ansigtet, mens den 22-årige fik sprængt sine trommehinder.

De formodede gerningsmænd, der kommer fra henholdsvis Hjørring og Brønderslev, blev lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre ved Retten i Hjørring. Her valgte dommeren at fængsle dem frem til 21. september, skriver Nordjyske.dk. I mellemtiden skal Nordjyllands Politi afhøre vidner til de to overfald.

BNB