Politiet har anholdt en 18-årig mand, der mistænkes for at stå bag to voldtægtsforsøg lørdag i Helsingør.

To unge kvinder blev tidligt lørdag morgen overfaldet og forsøgt voldtaget i Helsingør.

Efter flere dages efterforskning har politiet nu fundet frem til den formodede gerningsmand. En 18-årig mand fra Rumænien er blevet anholdt.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog et tip fra en årvågen borger onsdag eftermiddag, som ledte efterforskerne på sporet af den 18-årige rumæner. Forinden havde politiet bedt offentligheden om hjælp til at opklare sagen og finde overfaldsmanden.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag i Retten i Helsingør.

Det første offer, en 20-årig kvinde, blev forsøgt voldtaget omkring klokken 06:00 lørdag i Ponydalen. Cirka en time senere blev en 24-årig kvinde overfaldet på Birkedalsvej.

Gerningsmanden blev i begge tilfælde forstyrret af vidner og flygtede.

/ritzau/