Der er netop faldet dom i en sag mod en 21-årig kvinde, der er tiltalt for at have slået sin kun 9 dage gamle søn ihjel ved at kvæle ham med en pude.

Den unge mor har erkendt drabet, så det var let for dommeren og de to domsmænd at komme frem til konklusionen om, at den unge kvinde er skyldig. Hun dømmes til psykiatrisk behandling, fordi hun af retspsykiatere er vurderes til at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.

Siden anholdelsen i februar har den unge kvinde været varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Under retsmødet var hun så berørt af situationen, og at hun ikke var i stand til at afgive forklaring.

Derfor læste anklager Peter Rask hendes forklaring fra grundlovsforhøret op i retten. Det kom frem, at den unge kvinde flere gange havde søgt hjælp, fordi hun led af en meget alvorlig fødselsdepression. Hun blev blandt andet indlagt på sygehuset efter at have taget for mange hovedpinepiller og var også forbi en psykiatrisk afdeling, men blev sendt hjem.

Da anklageren læste den del af forklaringen op, der omhandler drabet på sønnen, brød den tiltalte helt sammen. Rystende lænede hun sig ind til sin kæreste og lod tårerne få frit løb.

- Det er som at få revet et gammelt sår op. Men jeg prøver så godt som muligt at komme videre med støtte fra min mor, min familie og min kæreste, sagde den unge kvinde, da anklageren spurgte, hvordan hun har det i dag.

I grundlovsforhøret forklarede hun, at hun slog sønnen ihjel, fordi hun syntes det var synd for ham, at han skulle have hende som mor, fordi hun følte sig utilstrækkelig.

Efter drabet på sønnen forsøgte hun at begå selvmord ved at tage hundredvis af hovedpinepiller. Men selvmordsforsøget mislykkedes.

Den 21-årige fortalte i retten, at hun stadig er kæreste med barnets far, og at de netop har fundet en ny lejlighed, så de kan starte på en frisk.