Ung mand stukket ned under drukfest

En fest i den østjyske by Solbjerg endte blodigt i nat. En ung polsk mand blev stukket med en kniv af en 23-årig dansker.

En yngre polsk mand er søndag morgen på operationsbordet på traumecentret i Aarhus, efter han tidligere på natten blev stukket med en kniv i brystet under en fest i Solbjerg.

Den formodede gerningsmand, en 23-årig dansker, er blevet anholdt, men politiet har stadig svært ved at finde ud af, hvorfor festen endte blodigt. Der var seks personer til stede under festen, to danskere og fire polakker, men politiet har endnu ikke været i stand til at afhøre dem, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.

»For at sige det ligeud, så er de alle sammen skidefulde. Det gør det ikke lettere, at fire af dem taler polsk, så vi skal nok et stykke op ad formiddagen, før vi får en forklaring, vi kan bruge til noget,« siger han.

Det ligger foreløbig fast, at de seks havde drukket tæt, da der pludselig opstod dårlig stemning. Den 23-årige greb en køkkenkniv og truede de andre, hvorefter flere af festdeltagerne væltede ud på gaden. Her blev offeret stukket i siden af brystet af den 23-årige, som indrømmer, at han har ført kniven.

Den unge polak blev hurtigt hentet af en ambulance og bragt til traumecentret, men ifølge vagtchefen er han ikke i livsfare.

Per Bennekov fortæller videre, at hverken gerningsmand eller offer kendt af politiet i forvejen.

»Der er ikke tale om et misbrugsmiljø eller lignende. Det er nogle unge mænd, der har drukket sig beruset og er kommet op at skændes. Vi ved endnu ikke hvorfor, men det får vi forhåbentlig en forklaring på,« siger han.

Når det lykkedes at få et vidneudsagn, der giver mening, vil politiet afgøre, om man vil kræve den 23-årige varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør.