Ung mand overværede knivdrab: Forsøgte at bryde ind

En ung mand overværede episoden på Maribo Station mandag formiddag, hvor en 44-årig mand blev dræbt. Han prøvede på at afbryde slagsmålet, men efter en kort dialog - formentlig mellem gerningsmanden og den unge mand - valgte han at trække sig.

Flemming Madsen, politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi, fortæller, at de mange vidner til episoden er tilbudt krisehjælp, herunder den unge mand, som politiet har afhørt.

- Jeg har ikke selv læst afhøringen, så jeg ved ikke, om han trak sig, fordi han blev truet af gerningsmanden. Men det er ikke usandsynligt, siger han.

Den nu afdøde mand blev stukket flere gange. Han blev blandt andet ramt i halsen, og det kan være det knivstik, som kostede ham livet. En mand forsøgte at genoplive den afdøde, men desværre uden held.

Flemming Madsen fortæller, at liget stadig ligger på perronen i en pose. Politiet venter på, at retsmedicineren ankommer, så man kan foretage de sidste undersøgelser.

Gerningsmanden er anholdt og lige nu ved at blive undersøgt af politiet. Hans mentale tilstand er 'psykisk uligevægtig', fortæller Flemming Madsen.

Politiet kender stadig ikke motivet til drabet, men gerningsmanden vil blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved i morgen formiddag.

Læs også: