____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En 21-årig mand med en jævnaldrende pige på passagersædet forsøgte fredag aften omkring kl. 19.40 at flygte fra politiet i en stjålen BMW ved Storebæltsbroen. Bilen blev opdaget, da manden kørte igennem betalingsterminalen uden at betale og med en fart på omkring 200 km i timen.

Personalet ved betalingsterminalen ringede til politiet, der forsøgte at eftersætte manden ved Vissenbjerg på Fyn. Først omkring motorvejen, hvor flere politibiler kom til, lykkedes det at få stoppet manden, der nu kørte i en fart på omkring 215 km i timen. Politiet kørte ind foran manden og fik lukket bilen inde, så han blev tvunget til at bremse op.  

- Han er heldig, at han ikke kører ind i nogen, siger vagtchef ved Fyns Politi, Steen Myland. 

Den 21-årige viste sig at være efterlyst af Aalborg Politi, hvor han er nu ført tilbage til og senere skal fremstilles i grundlovsforhør. Manden var bl.a. sigtet for bedrageri, men vil nu også blive sigtet for 'en stribe færdselsovertrædelser', oplyser politiet.