Oswald blev mandag aften stjålet fra sin unge kvindelige ejer i Lunden midt i Horsens.

Den unge kvinde var kort efter klokken 18 ude og gå tur med sin blot ni uger gamle hundehvalp Oswald, da hun pludselig blev væltet omkuld af en mand, som kom løbende bagfra.

Han snuppede den lille hundehvalp og løb af sted i fuld fart med Oswald i favnen. Den omtumlede ejer forsøgte at løbe manden op, dog uden held. Derfor anmeldte hun sagen til politiet, men det endnu ikke lykkedes at lokalisere hverken hvalpen eller manden.  

Katrine Loft er veninde til den unge kvinde, der ejer Oswald.

»Vi har kendt hinanden siden gymnasiet, og det var mig, der solgte hende Oswald for ganske nyligt. Hvalpen er kun ni uger, og den gik ved siden af hende uden snor på et græsstykke i den bagerste del af lunden oppe ved Østergade, da manden dukkede op ud af det blå. Jeg tror, han væltede hende for at købe sig tid,« fortæller Katrine Loft til Horsens Folkeblad.

Foto: privatfoto
Foto: privatfoto
Vis mere

Ifølge TV Syd tror Katrine Loft, at røveriet kan skyldes hunderacens popularitet. Yorkshire terrier er nemlig en eftertragtet race, der ikke får mange hvalpe. Racen plejer at koste mellem 10-12.000 kroner.

Både Katrine Loft og Oswalds ejer frygter for, hvad der er sket med den lille hundehvalp.

»Vi frygter selvfølgelig, at han ikke kommer hjem igen. Men vi frygter selvfølgelig allermest, at der er nogen, der har ham, der ikke er gode ved ham,« siger Katrine Loft til TV syd.

BT har været i kontakt med Oswalds ejer, som på nuværende tidspunkt er for rystet til at udtale sig. Hun fortæller dog, at hendes største ønske er at få lille Oswald hjem igen.

Har du oplysninger, der kan hjælpe med at finde frem til Oswald eller gerningsmanden, kan du kontakte politiet på 114.

Oswald er en ni uger gammel sort og brun yorkshire terrier. Foto: Privatfoto:
Oswald er en ni uger gammel sort og brun yorkshire terrier. Foto: Privatfoto:
Vis mere