En kvinde blev samlet op af en grå bil, efter at hun havde påkørt en bil på Holbækmotorvejen.

København. En ung kvinde i 20'erne kørte søndag morgen i sin bil ind i en anden bil på Holbækmotorvejen.

Efter færdselsuheldet stak kvinden af fra stedet og blev samlet op af en grå bil, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

- Vi har ikke noget signalement, men vi ved, hvilken bil hun har kørt i og har registreringsnummeret, så det er ikke nogen kriminalitetsgåde. Vi skal nok finde frem til hende, siger han.

Motorvejen var tidligt søndag morgen lukket i vestgående retning i krydset ved Sønderkær, men er omkring 7.30 blevet åbnet for trafik igen.

Uheldet involverede to biler. I den anden bil sad en person, som ikke skulle være kommet alvorligt til skade.

/ritzau/