Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En ung kvinde er søndag blevet varetægtsfængslet for sin rolle i en trafikulykke i København, der natten til lørdag kostede en 22-årig mand livet.

To andre, der lørdag fik deres anholdelse opretholdt i tre døgn, er blevet løsladt, oplyser anklager Louise Pedersen.

Ifølge sigtelsen sad de tre alle i en bil, der ved 03.45-tiden natten til lørdag kørte over for rødt i krydset mellem Åboulevarden og Jagtvej.

I krydset bragede de sammen med en anden bil, der kom kørende ad Jagtvej mod Falkoner Allé. Bilens 22-årige passager overlevede ikke.

- Han døde i ambulancen på vej ind til Rigshospitalet. Bilens fører brækkede benet flere steder, han brækkede armen og bækkenet, siger Louise Pedersen.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvorfor den unge kvinde er blevet fængslet, mens de andre to er blevet løsladt. Efter alt at dømme skyldes det dog, at hun ifølge anklagemyndighedens opfattelse kørte bilen.

- Sigtelsen lyder på uagtsomt manddrab og uagtsom, grov legemsbeskadigelse, siger anklageren.

Hun oplyser, at der er tale om den samme sigtelse, som blev læst op i lørdagens grundlovsforhør.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

- Der står, at de alle tre i forening og muligvis med en fjerde person førte bilen. Men grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så jeg kommenterer ikke yderligere, siger anklageren.

Den fængslede er en ung kvinde på 18 eller 19 år. I første omgang skal hun sidde varetægtsfængslet i 22 dage frem til 6. februar.

I retten begrundede dommeren fængslingen med, at kvinden ikke skal have mulighed for at vanskeliggøre sagens opklaring.

Det kunne være ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

/Ritzau/