Politiet ved stadig ikke, hvor de to mænd, der tirsdag aften stak af fra arresthuset i Kolding, befinder sig, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen.
- Der er ikke sket noget nyt i sagen. Vi har fået nogle tip, som vi nu efterprøver, siger han uden dog at kunne komme ind på det præcise antal henvendelser fra offentligheden.
- Men det er ikke mange, forklarer han.
De to fanger stak af efter først at have tilkaldt en fængselsbetjent til deres celle. Da han åbnede døren overmandede de ham og truede ham med en smørkniv, som de holdt op mod hans hals, skriver Ritzau ifølge Fyens.dk. Herefter fratog de fængselsbetjenten hans nøgler og overfaldsalarm, inden de låste ham inde i et nærliggende køkken, hvor de slog ham ned. Derefter låste de sig selv ud af bagdøren til arresten.
Betjenten kom ikke alvorligt til skade rent fysisk, han fik en bule i hovedet og en hudafskrabning på halsen.
Begge mænd sad fængslet på grund af narkotika.
Den ene mand, den 26-årige Jimmy Kristensen, var varetægtsfængslet for salg af stoffer. Han har mørkeblondt hår, blå øjne, var omkring 192 centimeter høj og veltrænet og var sandsynligvis iført joggingtøj under flugten.
Den anden mand ved navn Robert Price er 48 år og britisk statsborger. Han er omkring 180 centimeter høj og almindelig til kraftig af bygning. Han er mørkhåret og var iført blå cowboybukser og hvide kondisko.
Politiet mener ikke, at de er farlige, men ser man dem, eller ved man, hvor de er, skal man straks kontakte politiet.
Politiet arbejder desuden på at efterlyse de to fanger internationalt, oplyser Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.



