Hvad gør man som forælder, når man opdager, at ens barn er blandt følgerne på 'rikkeerfuckingklam' hadesiden på Instagram? En mor til en søn, som var blandt følgerne reagerede lynsnart.

Det afslører moderen til 12-årige Rikke Nielsen fra Randers til bt.dk.

Det var på vej til en familiefødselsdag anden pinsedag, at skolepigen fra Randers opdagede, der igen var blevet oprettet en hadeside, 'rikkeerfuckingklam', der var fyldt med dødstrusler mod den 12-årige pige.

Rikkes familie valgte at lægge siden på facebook og opfordre folk til at anmelde hadesiden for at få den lukket. I løbet af ingen tid gik det ulykkelige opråb viralt på de sociale medier, hvor tusindvis af oprørte danskere og kendte som Dan og Charlotte Rachlin, Julie Ruggard, Saseline, Lina Rafn og Silas Holst delte både familiens opråb og ikke mindst modangrebssiden 'vielskerrikke'.

Men før det virale virak begyndte, var der drama i et andet hjem. Her opdagede en mor nemlig, at hendes søn var en af følgerne på hadesiden 'rikkeerfuckingklam'.

»Jeg blev ringet op af en mor, som var meget ulykkelig og undskyldte på sin søns vegne. Han var nemlig blevet en af følgerne, fordi han var kommet til at trykke på en knap. Hans mor skyndte sig at reagere og fortalte mig, at hendes søn var rigtig ulykke og bare ville væk fra siden som følger, » fortæller Rikke Nielsens mor, Hanne Nielsen til bt.dk.

»Det tager jeg sgu hatten af for, at der er en som reagere så hurtigt. For det var jo dybt ulykkeligt og så forfærdeligt.  Og så er det, man bagefter tænker, hvor mange af følgerne har mon gjort det?,« siger Hanne Nielsen.

Familien har anmeldt dødstruslerne til politiet, som i skrivende stund er i færd med at efterforske, hvem der står bag IP-adressen, der har oprettet hadesiden.

Dødstruslerne er nemlig en overtrædelse af straffelovens §266, der kan give en straf på en bøde og op til to års fængsel.