Forsvarets redningshelikopter, et skib fra Søværnetsamt og en civil båd var alle involveret i en større redningsaktion tirsdag, da en tysk familie på fem var tæt på at drukne ud for Musholm ved Storebælt.

I følge vagtholdsleder Jan Nielsen på Forsvarets Operationscenter kan familien blandt andet takke deres 13-årige datter for, at hele familien blev reddet i tide af reddere fra Søværnet.

»Det er meget stærkt af den 13-årige pige, at hun bevarede hovedet koldt, og fik alarmeret vores redningsmandskab,« siger vagtchefen til BT.

Han fortæller, at hele familien på et tidspunkt var i vandet under ulykken, der er forårsaget af en stærk strøm i Storebælt, og som startede med at familiens yngste dreng hoppede i vandet for at bade.

»Han havde heldigvis redningsvest på, for han blev taget af en meget stærk strøm, der fik ham til at drive væk fra båden, og det får så den ældste søster til at springe i vandet for at redde sin lillebror,« siger vagtholdslederen.

Da den ene søster også bliver taget af strømmen, springer børnenes far i vandet og får først bjerget søsteren tilbage. Men umiddelbart efter bliver faderen tvunget væk fra familiens 40 fods båd og driver væk med de stærke strøm. Også faderen har lykkeligvis redningsvest på.

»Moderen ombord på båden binder så en line om livet og springer i vandet for at redde far og søn, men hendes reb knækker, og så springer den anden datter i vandet,« fortæller Jan Nielsen til BT.

Den 13-årige søster er nu alene ombord på båden og kan se sin far, mor og sine to søskende kæmpe for livet, mens de driver væk. Men selvom hun er desperat bevarer hun hovedet koldt:

»Hun får sendt et nødopkald via bådens radio, og det opsnapper Lyngby Radio, der alarmerer vores redningstjeneste, der sender en helikopter fra Roskilde afsted. Da de ankommer til stedet kan de se de fire ligge i vandet, og da far og søn har redningsvest på, fortsætter de til mor og datter, da kun den ene her har vest på. Redderen hopper i vandet og kommer de to til undsætning i vandet.«

Samtidig er en civil tysk båd ankommet, og får reddet far og søn ombord, og kort efter ankommer Søværnets skib, der får sendt folk over i den nødstedte båd til pigen der slog alarm.

»Her får de talt med den 13-årige pige, der forståeligt nok er noget oprevet, og de får så sejlet båden med pigen til flådestation Korsør, for at give familien noget ro oven på den dramatiske ulykke,« siger vagtholdslederen fra Forsvarets Operationscenter, der siger at den sidste melding redningscenteret har fået er, at alle fra familien er i god behold efter den dramatiske ulykke.

»Det er en helt fantastisk, at den 13-årige bevarede hovedet koldt, og fik tilkaldt hjælp, for det kunne være endt meget værre,« siger Jan Nielsen til BT.

I BTs første omtale af ulykken forlød det, at de fire familiemedlemmer var faldet overbord fra deres båd. Dette er de senest opdaterede informationer fra Forsvarets Operationscenter tirsdag aften.