Fire biler kørte galt i fire forskellige uheld ved Limfjordstunnelen onsdag morgen. Politiet afviser, at det skyldtes glatte veje, men i stedet uopmærksomhed. Ingen er kommet alvorligt til skade.

En del pendlere i det nordjyske, som kører gennem Limfjordstunnelen på vej til arbejde, blev forsinkede efter flere færdselsuheld onsdag morgen.

Hele fire biler forulykkede mellem klokken 7.30 og 9.45 på Nordjyske Motorvej, men kun to personer kom lettere til skade, oplyser Nordjyllands Politi.

I det første uheld bragede tre biler sammen i tunnelen i sydgående retning, og der opstod kø. Selv om det er koldt, mener politiet ikke, at glatte veje kan være årsagen, men i stedet kan køen og uopmærksomhed have medvirket til de næste uheld.

- Når vi spærrer det ene spor, så giver det kø og store forsinkelser. Og så udvikler de andre uheld sig, fordi folk ikke ser sig om, når der er kø, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Godt en time senere skete endnu et sammenstød. Denne gang med fem biler og ligeledes i Limfjordstunnelen, mens tredje uheld indtraf i samme retning, dog uden for tunnelen, men også med fem involverede køretøjer.

Sidste uheld var et solouheld, hvor en bil snurrede rundt om et autoværn tæt på tunnelen.

Efter den sidste uheldige hændelse på motorvejen spærrede politiet vejen af i 45 minutter.

- Der var en masse mennesker, som kom for sent på arbejde, fordi nogen ikke kunne se sig for. Nogle kom op til en time for sent, siger Poul Badsberg.

De to tilskadekomne, der var førere i to af de forulykkede biler, blev kørt til hospitalet, hvor de er blevet undersøgt for piskesmæld.