Øresundsmotorvejen er sent mandag eftermiddag spærret i vestgående retning lige før frakørsel 19 efter et trafikuheld. Det oplyser Københavns Politi.

»Der er en fastklemt, der skal fri, og der er redningskøretøjer på stedet, så vi har spærret vejen i vestgående retning,« siger vagtchef Michael Andersen.

Han oplyser, at bilister bliver ledt af ved frakørsel 18 ved Tårnby.

Vagtchefen har ingen yderligere informationer om uheldet og eventuelle andre tilskadekomne.

Vejdirektoratet skriver på Twitter, at der er politi og redningsmandskab på stedet, og at uheldet medfører store forsinkelser.

BNB