____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kort efter klokken 18 mandag aften kørte en patruljevogn galt i et kryds på Nørrebro i København. Patruljevognen blev ramt af en personbil og ramte herefter en cyklist, før den kørte ind i en lygtepæl.

Personbilen kommer kørende fra Stefansgade og rammer patruljevognen i venstre side, og vognen bliver skubbet i retning mod Stefansgade, hvor den rammer en cyklist, der kommer op på køleren og rammer forruden, fortæller vagthavende hos Københavns Politi.



Først forlød det, at patruljevognen var under udrykning og kørte frem for grønt lys i krydset Stefansgade og Gormsgade på Nørrebrogade, men 22-årige Silke Bonde, der overværede trafikuheldet på tæt hold, fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at patruljevognen kørte over for rødt:

- Jeg stod ved fodgængerfeltet og skulle til at gå over, da det bliver grønt. Men så ser jeg det blå lys komme kørende i høj fart uden lyd på. En anden bil kører over for grønt, og de kører ind i hinanden. Der lyder et brag, og dele fra personbilen flyver rundt omkring, fortæller Silke Bonde, der løb væk sammen med de andre fodgængere for at beskytte sig. De er alle enige om, at det var patruljevognen, der kørte over for rødt.

- Det er stik modsat det, patruljelederen siger, siger Silke Bonde, der undrer sig over, at patruljevognen slet ikke satte farten ned, da den nærmede sig krydset, der lyste rødt. Der lød ingen sirener fra bilen.

Silke Bonde har henvendt sig til politiet for af afgive forklaring.

Politiet ønsker her til aften ikke at udtale sig nærmere om hændelsesforløbet.

- Vi er i gang med at undersøge uheldet og afhøre vidner på stedet, og jeg kan hverken be- eller afkræfte, om patruljevognen kørte over for rødt, siger vagthavende og oplyser, at den uafhængige Politianklagemyndighed, DUP, nu skal undersøge uheldet. Det er normal procedure, når nogen kommer til skade, og politiet er involveret.

Efter uheldet blev to personer indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, men de er begge undersøgt og udskrevet igen.