Østre Landsret har stadfæstet Glostrup Rets dom over en 23-årig mand for misbrug og vold mod sine tre søstre. Han fængsles og udvises af Danmark.
Tre år og seks måneders fængsel og udvisning lyder Østre Landsrets dom over en 23-årig mand fra Montenegro, der i 2010 sexmisbrugte to af sine søstre og overfaldt den tredje i deres hjem i Ballerup.
Dermed har landsretten valgt at følge den dom og straf, som Glostrup Ret i sommer gav manden.
Broren, der før fængslingen boede i Montenegro, besøgte sin mor og søstre i sommeren 2010. Det var i denne periode, han misbrugte den yngste søster på ti år og den ældste på 13 år flere gange, mens den mellemste 11-årige søster af flere omgange blev pisket med et sammenfoldet bælte.
Alligevel var det først i begyndelsen af 2012, at politiet blev blandet ind i misbruget og mishandlingen, for der gik lang tid, før søstrene betroede sig til hinanden og derefter fortalte deres mor om brorens ugerninger. Han blev anholdt i udlandet og derefter udleveret til Danmark.
Den 23-årige har nægtet sig skyldig i anklagerne, men både domsmandsretten ved Glostrup Ret og nu også landsretten mente altså, at der er beviser for det modsatte. Blandt andet lagde dommeren i byretten vægt på, at søstrenes forklaringer var troværdige.
Straffen - de tre et halvt år bag tremmer - er ifølge landsretsdommer Michael Lerche den hårdeste straf, den 23-årige kunne få.
»Med den tiltale, der er rejst, er det reelt den strengeste straf, der i praksis er mulighed for. Skulle man endnu højere op i straffen, skulle der være rejst sag ved en nævningeting,« siger han.