Udviklings-hæmmet mand svindlede for 500.000 kr.

En 36-årig udviklingshæmmet mand er kendt skyldig i bedrageri for en halv million kroner.

Manden oprettede sit eget firma, Nordsjællands Event Bureau I/S, og bestilte massevis af varer - angiveligt mad og effekter, som han skulle bruge eller sælge i sit firma.

I virkeligheden sad han hjemme i sin lejlighed i Nøddebo med to venner og spiste og drak herlighederne, som blandt andet talte frugt fra Aarstiderne, mad fra Kokken & Jomfruen, Inco og Hørkram, slik og spiritus fra Chokoladeland og drikkevarer fra Carlsberg. Derudover havde han købt iPhones, radioreklamer, en tyverialarm og en hjertestarter.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I løbet af knapt et år - fra maj 2010 til marts 2011 - bestilte den 36-årige varer for omkring 500.000 kroner. Intet af det blev nogensinde betalt. Faktisk forsøgte manden på et tidspunkt at få momsen tilbage fra SKAT, men opgav, da SKAT forlangte at se et regnskab fra firmaet.

I denne uge blev den 36-årige dømt skyldig i bedrageri ved Retten i Hillerød. Retten vurderede, at Nordsjællands Event Bureau udelukkende var blevet oprettet for at kunne bestille varer - det var aldrig meningen, at firmaet skulle arrangere events. Retten fandt dog ikke den 36-årige egnet til straf, da han er udviklingshæmmet i middelsvær grad.

Hillerød Kommune holder nu opsyn med manden for at forhindre, at han gør det igen. 

De to 21-årige mænd blev hver dømt fire måneders betinget fængsel for at have været med til en del af bedragerisagerne.