Bevæbnet med en træpind har en 43-årig mand i Københavns-området ifølge politiet i adskillige tilfælde mishandlet en lille dreng ved at slå ham på endeballerne, efter at drengen havde fået trukket både bukser og underbukser ned.

Mishandlingen har ifølge tiltalen fra Københavns Politi stået på i et ukendt omfang fra 2012 til oktober 2015. Også drengens 33-årige mor er tiltalt i sagen.

Hun er dels anklaget for at have været indforstået med sin samlevers afstraffelse af sønnen, og dels for selv adskillige gange at have slået den lille dreng med flad hånd i ansigtet.

Drengen var i perioden fem-otte år gammel. Han fik ifølge anklageskriftet, som BT er i besiddelse af, også på et tidspunkt af den tiltalte mand slået sit hoved ned i gulvet, så han fik næseblod af det. De voldelige overgreb fandt ifølge politiet sted på to forskellige adresser i Hovedstaden.

Forældreparret, der er kinesiske statsborgere, som har boet i Danmark i en årrække, risikerer formentlig en ubetinget frihedsstraf, hvis de kendes skyldige i tiltalen for mishandling og legemsangreb  af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens paragraf 245.

Desuden er der nedlagt påstand om udvisning af Danmark med indrejseforbud i en periode, som domsmandsretten i Københavns Byret kan fastsætte. Det tiltalte forældrepar, der har boet i Danmark i en årrække, nægter sig skyldige i anklagerne.