I weekenden har et ukendt antal gerningsmænd været på rov på Trørødskolen i Vedbæk og stjålet 800 meter kobber. Tyve tyr til værdifuldt kobber, fordi vi sikrer vores huse bedre
Kobber indbringer tyve kassen og har vist sig at være let at afsætte til skrotforhandlere, selvom det er ulovligt at købe hælervarerne. Seneste tyveri skete i weekenden på Trørødskolen, hvor røvere i weekenden har stjålet 800 meter kobber fra skolens tag.
Det konstaterede Erik Christensen, som er servicemedarbejder på skolen, da han mødte på arbejde mandag morgen.
- Jeg finder en kobbersamling, der ligger på jorden foran skolen og tænker, hvor kommer den fra. Så kigger jeg op og ser, at det er taget fra kanten deroppe, siger siger han og peger hovedrystende op på metervis af tag, der er strippet for kobber. Natterov Tyvene har formentlig været på rov om natten i weekenden, og det er meget nemt helt uforstyrret at stjæle de 800 meter kobber.
- Bygningen ligger sådan, at der ikke umiddelbart er synlig adgang til sidefløjene. Når der ikke er folk på skolen, har de kunnet arbejde i rimelig fred og ro på taget, siger vicekommissær Karl Karkov fra Nordsjællands Politi, der efterlyser vidner i sagen.
Kobbertyveri er attraktivt
BT har tidligere beskrevet, at især DSB har været voldsomt ramt af tyveri af køreledninger, som er lavet af kobber. Det har lammet togtrafikken på flere strækninger, når tyvene har været på spil og kostet millioner af skattekroner.
Kobberrøverne har let spil, når de sælger kobberet til skrotforhandlere, der har svært ved at se, at det er stjålne varer og i nogle tilfælde også beredvilligt har købt åbenlyse hælervarer. Værdifuldt kobber er attraktivt Kobbertyveri er en stigende tendens, fortæller Michael Ask i Rigspolitiets nationale efterforksningscenter.
- Vi sikrer vores huse bedre med overvågning og alarmsystemer, så tyvene går efter det lettilgængelige som kobbertage, kørerkabler og statuer, der står uovervåget. Det er en ny udvikling vi har set inden for de sidste par år, siger han.
Prisen for et kilo kobber er omkring 30 kroner hos skrotforhandlere, og da det vejer meget, kan det hurtigt blive en indbringende forretning at gå på kobberrov. Politiet anslår, at tyvene fra Trørødskole-røveriet kan få afsat kobberet for 35-40.000 kroner, men kommunen regner med, at det kommer til at koste op til en million at erstatte og opsætte det stjålne kobber.
Nye territorier
- Det er dødirriterende, siger ejendomschef i Rudersdal Kommune Elsebeth Tingleff Larsen. I kommunen overvejer de, om man skal bruge et billigere materiale til at erstatte det stjålne kobber, hvis tyvene skulle komme igen.
Og det er kun et spørgsmål om tid, mener servicemedarbejder Erik Christensen.
- Jeg har gået og snakket med min makker om, at det kun var et spørgsmål om tid, med alt det kobber, der er her på skolen. For nu har vi hørt, at det er gået ud over DSB, så sikkerheden er måske blevet bedre der, så det kan være, at tyvene nu må finde andre veje, siger han.
Og det kan meget vel være, at tyvene leder efter nye territorier.
- Det er lidt ligesom huller i en ost. Hvis man lukker nogle ved at sikre private huse og firmaer bedre, så syner de andre huller større, fordi det er en indbringende handelsvare, siger Michael Ask i Rigspolitiet.