Adskillige bilister røg i fartfælden, da politiet i Syd- og Sønderjylland var ude for at kontrollere hastigheden.

Der lå et solidt tryk på speederen, da en tysk billist tidligere tirsdag blev stoppet af ordensmagten.

Det kunne betjentene i Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling konstatere tidligere i dag, da de stoppede en tysker med 213 km/t under en hastighedskontrol i Sønderborg og Aabenraa Kommune.

- Det er helt uacceptabelt at nogle bilister lader hånt om andres sikkerhed på den måde, siger operativ leder i færdselspolitiet Kenneth Benfeldt om tyskeren, der blev sigtet for at køre 213 km/t.
 
Den tyske bilist måtte betale en bøde på 9000 kr. for hastighedsovertrædelsen.

Bilisten kan samtidig se frem til et halvt års ubetinget frakendelse af førerretten, lyder det fra politiet. 

Den tyske bilist var dog ikke den eneste, som brød færdselsreglerne.
 
60 bilister blev noteret for at køre for stærkt, heraf fik 24 klip i kørekortet, mens to fik en betinget frakendelse, og en fik en ubetinget frakendelse, oplyser politiet.