De tyske myndigheder arbejder angiveligt på at fastslå, om tre danskere havde et islamistisk motiv, da de efter alt at dømme bortførte en egyptisk mand i Tyskland.

Tre danske mænd er ifølge den tyske avis Bild anholdt for sammen med en fjerde irakisk mand at have truet og bortført en 52-årig egypter i den tyske by Aachen.

Den ene dansker - en 22-årig århusianer, hvis navn ifølge VTS oplysninger er Michael Chau - er tidligere Syrienkriger og har flere gange været i det borgerkrigshærgede land for at kæmpe, beretter Der Spiegel.

Tysk politi er i gang med at undersøge, om der ligger et islamistisk motiv bag bortførelsen, men det er endnu ikke bekræftet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa ifølge Die Welt.

I Danmark har Østjyllands Politi og PET ingen kommentarer til sagen, men Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at en dansker er blevet tilbageholdt i Tyskland. Borgerservice kan ikke kommentere baggrunden for anholdelsen, da der er tale om en personsag. Myndigheden kan heller ikke bekræfte, at yderligere to danskere er anholdt i Tyskland.

Bortførelsen af den egyptiske mand skal have fundet sted i begyndelsen af september, og de fire gerningsmænd har ifølge anklagen krævet 10.000 euro i løsesum fra den bortførtes onkel.

Den 22-årige danskers advokat, Andreas Fleuster, siger til Der Spiegels onlineavis, at sagen tilsyneladende ikke er politisk motiveret:

»Jeg har ingen beviser for, at lovovertrædelsen skulle have baggrund i noget politisk. For mig ser det ud som om, at min klient er blevet en del af den her sag på en uheldig måde,« forklarer forsvarer Andreas Fleuster.

Den anholdte dansker konverterede ifølge TV 2 Østjylland til islam for nogle år siden, mens han afsonede en fængselsdom for røveri.