TV2 om horribelt angreb: Stærkt angribelig kritik fra politiet

TV2 svarer nu igen på politiets kritik om, at stationens journalister uforsigtigt havde kørt ind i 'højspændt område'. Nyhedschef Jacob Nybroe kan ikke forstå, at politiet kan udtale sig sådan.

Politiets kritik kom efter, at TV2s sendevogn søndag formiddag blev angrebet af 25 maskerede unge i Egedalsvænge i Kokkedal. TV2s journalister var ude og dække den såkaldte juletræssag, hvor beboerbestyrelsen i Egedalsvænge i Kokkedal, havde nedstemt det traditionelle juletræ for områdets beboere.

Politi efter smadret sendevogn: Var det nu klogt, TV2?

Ville dække juletræssagen: Bøller smadrede TV2s bil

- Jeg synes, det er stærkt angribeligt, hvis politiet klandrer os for at en af vores sendevogne blev angrebet i Egedalsvænge. Vi er ude at dække en demokratisk underskriftsindsamling i et beboelsesområde. Det er søndag formiddag. Der er altså ikke tale om nogen krigszone, siger nyhedschef ved TV2, Jacob Nybroe og fortsætter:

- Jeg synes i øvrigt, at det er horribelt, at vi bliver angrebet på den måde, som vi gjorde derude. Det er både et angreb på os og på pressens vilkår i det hele taget, siger nyhedschefen.

Vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi sagde søndag aften til BT:

- Man vælger at køre ind i et højspændt område. Man kan jo diskutere, om det er klogt, det vil jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ville nok ikke have gjort det, sagde han.

Dansk Folkeparti har også rejst kritik af politiet.

- Det er utrolig vigtigt, at pressen kan arbejde frit, og hver gang pressen bliver truet eller chikaneret, så har vi en pligt til at gå ind i sagen, og netop fordi pressefriheden er så vigtig, mener jeg, at bemærkningen fra Nordsjællands Politi er meget uheldig. Mener politiledelsen virkelig, at hvis der sættes spørgsmålstegn ved de beslutninger, som et muslimsk flertal har truffet, at så er det farligt for pressen at tage ud og dække sagen? spørger integrationordfører Martin Henriksen (DF)

- Det holder jo ikke, og alene det burde få justitsministeren op ad stolen. Jeg har i første omgang bedt ministeren om at redegøre for sikkerheden i området, herunder om politiet har fået fat på de pågældende ballademagere, siger han.

Afstemning

Læs også: