En lejlighed i Æbleparken i det nordlige Odense udbrændte totalt omkring midnat tirsdag.

Kort efter anholdt politiet lejlighedens kvindelige beboer, som mistænkes for selv at have antændt ilden. 

Klik her og se flere billeder på localeyes.dk

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvorfor vi mener, at det er hende, der er gerningsmanden, men vi er ret sikre på, at vi har fat i den rigtige.

Det siger vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, til bt.dk.

Kvinden er sidst i 30'erne og i forvejen kendt af politiet.

Branden blev opdaget kort efter midnat af en anden beboer i opgangen, som slog alarm.

Politi og brandvæsen evakuerede kortvarigt folk i opgangen, mens slukningsarbejdet var i gang. Heldigvis kom ingen personer til skade, men kvindens lejlighed blev totalt ødelagt, og lejligheden nedenunder blev vandskadet.

Politiets jurister afgør i løbet af formiddagen, hvorvidt der er grundlag for at fremstille kvinden i grundlovsforhør.