Tunnelmanden, der overfaldt 12 kvindelige cyklister ved Utterslev Mose, virkede usikker og uerfaren, når han krævede sex.

Det fortalte en ung kvinde, der 12. maj 2012 blev udsat for et sexoverfald fra Tunnelmandens side, da hun mandag formiddag vidnede i Retten på Frederiksberg.

- Han virkede meget nervøs og usikker, da han stoppede mig i tunnellen ved Tingbjerg. Han kiggede sig hele tiden over skulderen, og når han tog på mig, var det i store dele af tiden også uden på tøjet, fortalte den unge kvinde, der var 18 år, da hun blev overfaldet.

- Han truede med, at han havde en pistol, men det troede jeg ikke på. Jeg forsøgte at tale til hans samvittighed ved at sige, at jeg kun var 14 år, men det lod ikke til at påvirke ham, forklarede den unge kvinde, der startede sin vidneforklaring med at undskylde, at hun var noget forkølet.

- Han ville have noget seksuelt ud af mig, men da han siger "kys den" flere gange, bliver jeg i den naive rolle, og lader som om, at jeg ikke forstår det sprog, han taler. Han tvinger mit hoved ned mod sig og får mig til at give ham en slags blowjob, men allerede efter tre-fire gange kommer han. Det får mig til at tænke: "hold da op - han har ikke prøvet det her før".

Men det har han åbenbart, forklarede den unge pige.

- Han virkede så uerfaren og usikker på sig selv. Jeg tænkte, at det var fandme synd for ham, at han blev nødt til at gøre det her. Jeg kunne ikke rigtig tage ham seriøst - jeg troede ikke på det, da han fra starten havde sagt, at han havde en pistol, sagde hun.