Den 40-årige såkaldte tunnelmand, der er sigtet for ni sex-overfald i Tingbjerg, er mødte selv op i Retten på Frederiksberg. Dommeren varetægtsfængslede ham i yderligere fire uger.

Under retsmødet kom det frem, at politiet har fundet endnu et yderst belastende dna-spor imod ham. Det drejer sig om et overfald 14. september 2010, som er et af de ni seksuelle overfald, han er sigtet for.

Politiet har analyseret materiale fra pigens kind og fundet et dna-match med samme høje sandsynlighed som i de andre tre dna-spor mod ham - én til en million. Det er det højest mulige fra retsgenetikernes side.

Den sigtede er af nordafrikansk afstamning, og retten måtte derfor vente på en arabisk tolk. Han er spinkel og har briller, og han sad roligt med foldede hænder i brun fløjlsskjorte og blå cowboybukser og lyttede til sin kvindelige, arabiske tolks oversættelser.

Anklageren bad om lukkede døre af hensyn til ofrene for sex-overfaldene og af hensyn til efterforskningen.



Anklageren mente at, det er en fejl, at dørene ikke var lukkede ved de tidligere retsmøder, men dommeren nægtede at lukke dørene, men opretholdt navneforbuddet i sagen.

-  Jeg har ingen forbindelse til denne sag og er ikke interesseret i, at mit navn kommer ud, udtalte den sigtede i retten.

Politiet har kunnet præsentere tre dna-beviser, der med den højst mulige sandsynlighed - 1: 1.000.000 - knytter hans biologiske spor til gerningsstederne for fuldbyrdet voldtægt, forsøg på voldtægt og sextvang.