»Det store, uhyggelige spørgsmål er: Hvor langt er han parat til at gå,« siger ekspert.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den mand er farlig. Yderst farlig! Sådan lyder det fra chefpsykolog Jørn Beckmann om den falske tryllekunstner, som Randers Politi jagter efter flere uhyggelige overgreb mod små piger.

Jørn Beckmann er landets førende ekspert i at analysere sex-forbryderes adfærd og i at skrue en såkaldt forbryder-profil sammen for den slags afvigere. Han opfordrer forældrene i området til at tage truslen fra manden meget alvorligt.

»Jeg siger ikke, at pigerne er i øjeblikkelig livsfare. Men han er farlig, og alle kræfter bør sættes ind på hurtigst muligt at finde ham.

Det er indlysende et groft overgreb, når en voksen mand tager to små piger og binder dem og taper deres mund til. Det store, uhyggelige spørgsmål er, hvor langt han var parat til at gå, hvis han havde fået begge pigers mund tapet til. Nu flygter han, fordi de begynder at skrige,« siger Jørn Beckmann.

Sex-motiv
Han mener ikke, at manden er sadist, men vurderer, at der ligger et seksuelt motiv bag.

»Der kan også være tale om ren aggression mod piger,« siger han.

I går fortsatte politiet i Randers jagten på manden. Politiet har kig på personer med en belastende fortid som pædofile eller sex-forbrydere i jagten på den falske tryllekunstner i Randers-forstaden Romalt. Kriminalbetjente er i færd med at granske tidligere sædelighedsforbrydelser og sager om overgreb mod børn på egnen.

»Samtidig har vi modtaget gode tips fra politikolleger, der har arbejdet med lignende sager om, hvordan vi kan indkredse manden,« oplyser kriminalinspektør Børge Fransen fra Randers Politi.

Endnu i går var manden stadig på fri fod. Og angsten vokser blandt forældre og børn i det område, hvor han tre gange har forsøgt at lokke små piger med sig.

Som omtalt i B.T. i går lokkede manden to piger på fem og fire år ind i et legeskur lørdag ved at udgive sig for at være tryllekunstner. Han bagbandt den ene og tapede hendes mund til, og forklarede pigerne, at de nu skulle til at lege hest. Først da pigerne begyndte at skrige i panik, befriede han dem og flygtede fra området.

Politiet betragter episoden med stor alvor og er bekymret for, at manden vil slå til igen. Jagten på manden, der beskrives som ca. 40 år, foregår mod uret.

»Vi kan faktisk ikke vide, om manden har et seksuelt motiv. Men det er klart, at efter sommerens meget uhyggelige sager med mindreårige piger, som er blevet misbrugt og dræbt, ja, så er forældrene stærkt opskræmte,« siger Børge Fransen. no@bt.dk