En besked, hvor folk bliver advaret om et planlagt terrorangreb på Nørreport Station fredag aften, florerer på nettet, men tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen afviser, at PET skulle kende til et angreb. Københavns Politi undersøger sagen, men afviser, at der er en konkret trussel.

I beskeden, som bliver sendt rundt på blandt andet Facebook og sms, står der, at en medarbejder i Politiets Efterretningstjeneste (PET) har sagt, at der formodentlig kommer et terrorangreb mod Nørreport Station fredag aften.

Hos Københavns Politi er de bekendt med beskeden og undersøger i øjeblikket, hvad det hele handler om, oplyser de til BT. Det samme gør PET, fortæller Københavns Politi.

Men der er ikke noget, der tyder på, at Nørreport Station bliver ramt af et terrorangreb fredag aften, fortæller vagtchefen.

Hans Jørgen Bonnichsen, der tidligere har været chef for PET, maner også til besindighed.

»Hvis PET havde viden om et terrorangreb, ville man evakuere hele området med det samme og stoppe al trafik. Metro og S-tog ville ikke køre, forretningerne ville blive lukket og alle mennesker ville blive sendt væk,« siger Hans Jørgen Bonnichsen til BT.

Ifølge den tidligere PET-chef drejer det sig højst sandsynligt om folk, der vil lave rav i gaden og udnytte den situation, som vi er i lige nu ved at lave sjov på en uhyggelig måde.

»Vi modtog også sms-trusler efter terrorangrebet den 11. september. Det kom til at koste samfundet mange millioner kroner. Der skal reageres prompte for at stoppe det, ligesom vi så i lufthavnen forleden. Jeg håber, man lynhurtigt får fundet afsenderen, for det er bestemt ikke morsomt,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Københavns Politi ved ikke, hvordan beskeden er opstået, og derfor er de i gang med at undersøge sagen for at finde ud af, om det er en ’dårlig spøg’.

Hos Københavns Politi har de ikke modtaget nogen trusler, og så længe PET ikke har meldt noget ud til pressen vil vagtchefen hos Københavns Politi ikke komme med anbefalinger om andet, end at livet skal gå videre. Han vil derfor ikke sige, at folk skal holde sig væk på nuværende tidspunkt.

I øjeblikket er sikkerheden, som den plejer at være på Nørreport Station, og politiet holder øje med situationen der, lige som de holder øje med andre steder i byen, fortæller vagtchefen.

Hos PET lyder svaret, at de aldrig kommenterer på trusler. Københavns Politi følger PET og trusselsbilledet, som er uændret.