En bedstemor fik torsdag aften jaget en skræk i livet, da det bankede på døren.

Mens hun passede sit tre-årige barnebarn, blev hun udsat for et særdeles groft hjemmerøveri i Greve, oplyser Midt - og Vestsjællandspoliti til BT.

Den 63-årige bedstemor var sammen med barnebarnet, da det klokken 22.30 bankede på døren. Her stod tre drenge i alderen 16-18 år. De krævede at få indløst en gæld, som de påstod bedstemoderens andet barnebarn - en teenager - havde opbygget til dem. Bedstemoderen afslog i første omgang de tre drenges krav. Men først her begyndte mareridtet, for en time senere kom de tre igen - denne gang ind af terrassedøren.

De gik ind i hjemmet, der ligger på Tjurgaarden, trak gardiner for og truede med en kniv fra huset bedstemoderen, der sad med sit barnebarn på skødet. Alt i mens tilranede de sig forskellig elektronik, værdigenstande og bilnøglerne til bedstemoderens bil. Efter en time stak de af fra hjemmet i bedstemoderens bil.

- Det er et særdeles groft røveri mod en sagesløs bedstemor, der formentligt intet har med de her personer at gøre, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt og Vestsjællandspoliti.

Den 63-årige tog med det samme kontakt til politiet, der efterlyste de tre mænd i bilen. Politiet i København fandt bilen i nærheden af Christiania, hvor de tre mænd stadig var i bilen. De unge mænd havde dog ikke planer om at følge med frivilligt, og forsøgte derfor at køre fra betjentene.

Politiet satte efter de tre ind i gennem København og ud af Holbækmotovejen, hvor biljagten stoppede klokken 01.20 ved afkørsel fem, hvor de tre gerningsmænd kørte af vejen. Ingen af dem havde kørekort.

De tre mænd er i politiets varetægt, men er endnu ikke sigtet.