Fyns Politi advarer mod en gruppe svindlere, der snyder sig til Oddset-kuponer med høje indsatser.

Opskriften på fupnummeret er det samme hver gang. En eller flere plattenslagere kommer ind i en butik og udfylder flere kuponer. Nogle af kuponerne har en indsats på ti kroner, mens andre har høje indsatser på omkring 1.000 kroner. Når kuponerne er kørt igennem systemet, siger svindlerne, at de har glemt pungen i bilen, og forlader butikken uden kuponerne.

Men de kommer aldrig tilbage, og det viser sig, at de kun har ladet de billige kuponer ligge, mens de store indsatser er taget med.

»Gerningsmændene opererer ved at forvirre ekspedienten, som derfor ikke når at opdage, hvad der foregår. Derfor vil vi gerne opfordre til, at ekspedienterne er ekstra opmærksomme, når de sælger Oddset-kuponer i øjeblikket,« siger Danny Glintborg fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet forklarer, at der er tale om flere gerningsmænd, og at de både arbejder alene og op til tre af gangen.

BNB